Efteråret 2009 i Rungsted Cobras
Fredag, 08. januar 2010 15:36
Allerførst et godt nytår til alle Cobras-fans.

Efteråret 2009 har budt på mange store oplevelser for mig, som træner for Rungsted Cobras.

Det vigtigste er, at der spilles ishockey i det Nordsjællandske. En ishockeyklub med så mange traditioner både ledelses- og ishockeymæssigt, skal være i eliteserien i dansk ishockey.

Da vi startede sæsonen var alle enige om, at en 9. plads var det mest realistiske resultat for sæsonen, men heldigvis skal der jo først spilles om placeringerne, inden sæsonen er slut. Og det er hvad Cobras-spillerne har gjort. Med stor træningsflid og gejst, har holdet ”vokset” og vundet kampe, som selv de mest optimistiske fans troede umuligt. Også mig.

Men det er en glæde at opleve sæsonen indtil nu. Ikke bare i Cobras, men i dansk ishockey, hvor det vrimler med dygtige unge spillere, og jeg er sikker på, at vi om 2-3 år vil opleve en liga på meget meget højt niveau.

I Cobras startede vi sæsonen med mange træningskampe, for at give de mange unge spillere færden af, hvad det vil sige at spille eliteishockey. Det tror jeg, var en rigtig god investering. Vi spillede med mange spillere, og alle fik chancen. Vi havde gode kampe i både indland og udland, men der tegnede sig et hurtigt billede af holdet. Nogle klarede opgaven bedre end andre.

På målmandssiden så vi hurtigt, at det så meget stabilt ud, men jeg/vi havde ikke forventet, at reserve Kim Petersen kunne spille på det niveau, som han har gjort på det seneste, efter at Johan Asplund blev skadet. Det er stærkt gået af Kim, og rart at vide, at vi råder over 2 dygtige målmænd.

Backsiden har været det store samtaleemne under hele sæsonen. Men man skal vide, at når man taler om defensiven, så skal forwards også tage del i det defensive, så det bliver lettere for backs, at koncentrere sig om deres specifikke opgaver. Det er hele 5-blokken, som spiller sammen. Vore unge backs har gjort det storartet, og der er masser af potentiale i dem, men man skal forvente 2 års hård træning, før de er færdigudviklet. Når jeg ser på backspillet er der 2 ting, som jeg går meget op i. 1) Vinder backerne deres nærkampe og 2) hvordan skiller de sig af med pucken. Her vil jeg blot sige, at vores rutinerede backs, stadig er de bedste, selvom de ofte har fået kritik. Og det syntes jeg ikke, de har fortjent.

Kadancen på forwards siden er øget kraftigt efter Lasse Degn og Minis ankomst. Det er 2 spillere med stort potentiale, og de har stor andel i, at holdet er blevet mere komplet, end da vi startede i august måned. Men hvad kigger man som træner på vedr. forwards ????

Det kan være meget forskelligt, efter hvilken træner man har. Men mit motto er. 1) Forwards skal udfordre backs 2) Komme til skud 3) Gå på returer. Her ser jeg en stor forskel i forwards truppen på spillerne, men jeg skal også rose mange for en stor individuel udvikling i år. Ikke mindst Peter Persson, som har udviklet sig fantastisk meget i år.

2010 er knap startet, før vi/Cobras står over for nye udfordringer. Ingen tvivl om, at vi skal blandt de 8 bedste hold i ligaen i år. Vi vil spille, hvor det er sjovt. Og det er i en kvartfinale; måske mere !!!!!

Men først kommer vi til den 16 januar. Med en pokalfinale mod mestrene fra Sønderjylland. Hvem havde troet det ?? Det er godt gået af spillerne, og jeg er glad for den store fanskare , der følger med til Vojens. Opladningen til finalen er allerede igang, og jeg lover, at vi kommer til at sælge os dyrt i Vojens. Meget dyrt. Jeg vil se blod og tårer i en finale, og specielt på Vojens`s lille bane, hvor jeg altid selv syntes, at det har været sjovt at spille.

Tak for stor støtte i 2009. Jeg håber, på fortsat stor opbakning til alle, som har med Rungsted Cobras at gøre.

Godt nytår

Per Holten Møller
Share/Save/Bookmark
 

  Logo  
Ennovation - web communication & innovation