|
Efter over 2 måneder med forhandlinger omkring en løsning på Cobras økonomiske problemer, må vi nu konstatere, at det ikke har været muligt at finde en løsning, der kan sikre fremtiden for eliteishockeyen i Hørsholm Kommune.
Cobras anser således ikke længere mulighederne for at skaffe den nødvendige kapital til den videre drift for at være til stede.
Vi er utroligt kede af, at det ikke har været muligt at skaffe den nødvendige opbakning til den videre drift, og at Hørsholm kommune ikke har vist større interesse og vilje for at bevare eliteishockeyen i Hørsholm.
Vi kan kun beklage at denne konklusion har været så længe undervejs, og at spillere og andre interessenter således er blevet holdt som gidsler igennem de seneste 2,5 måned.
Det er trist at konstatere at dansk klubishockey har så trænge kår i en tid hvor det danske landshold imponerer, ved at slå de helt store ishockeynationer ved VM i Tyskland.
Selv med et budget som ikke har været set lavere i dansk ishockey i mange år, og et hold bestående af hovedsageligt danske unge spillere, har det ikke været muligt at få økonomien til at hænge sammen for eliteishockeyen i Hørsholm.
Cobras er samtidigt kede af den situation dette efterlader dansk ishockey i, sjællandsk ishockey i særdeleshed, og ikke mindst ishockeyen i Hørsholm kommune. Men vi håber samtidigt at der er bedre tider på vej for klubhockeyen i Danmark.
Med mindre der således sker et mirakel inden for den allernærmeste fremtid er konklusionen derfor at Cobras stopper, og at ishockey i Hørsholm må spille næste sæson i 1. division, hvorefter mulighederne for at rykke op i den bedste række igen er til stede, såfremt kommune, sponsorer og fans vil. |